Jagt i historisk perspektiv:
I hundredetusinder af år var jagt en livsbetingelse for størstedelen af jordens befolkning. Jagt tjente til livets opretholdelse. Jagten skaffede føde i form af kød, og af skind og knogler blev der fremstillet telte, redskaber, både, våben, tøj m.v.
I det moderne samfund har jagtudøvelse selvsagt mistet sin oprindelige betydning, som bibrin-ger af skind, føde m.v., men jagtlysten ligger fortsat dybt forankret i den menneskelige natur. Jagt som hobbyudøvelse er derfor den dag i dag en af verdens mest udbredte friluftsudøvelser. Mere end 5 % af den voksne del af den danske befolkning (mellem 18 og 70 år) har i dag jagt-tegn og går på jagt. Flere og flere kvinder tager jagttegn hvert år.
Jagt er i dag en friluftsudøvelse, der foregår efter lovregler fastsat af såvel nationale som inter-nationale vildtbiologer og andre naturkyndige. Der er således sikkerhed for, at jagten virker i overensstemmelse med naturens orden og bæredygtighed. Dette er særdeles vigtigt.
Moderne jagt virker i samspil med naturen. Moderne jagt under nøje kontrol erstatter således andre naturlige dødsårsager, som sygdomme skabt af og smittet fra gamle og syge dyr i flok-ken, underernæring i vildtbestandene og lignende. Vildtbestandene har gavn af, at gamle, un-derernærede og overflødige dyr fjernes fra flokken og fra terrænet. Derved mindskes risikoen for sygdomsepidemier og underernæring i resten af bestanden betragteligt. Samtidig mindskes risikoen for skader på landbrug og skovbrug, som ellers ville kunne medføre krav om en hård nedskydning eller bortskydning af bestandene.
Illustrationerne til "Jagt før i tiden" er venligst gengivet med tilladelse fra kunstneren, Gunnar Brusewitz fra hans bog: "Jagt" - udgivet på Hasselbalchs forlag 1968.
Klik på nedenstående billeder for større størrelse.
Trofæjagt:
Trofæjagt er den mest ultimative jagtform. Trofæjagt er et udtryk, der bruges, når der er tale om jagt, som udelukkende sker på handyr, og som kun sker på gamle og principielt set udtjente handyr i bestandene. Trofæjagt er samtidig den sværeste jagt, og den udsætter ofte jægeren for store strabadser.
En rigtig trofæjæger går ikke på kompromis med kvaliteten af det bytte, der jages og nedlægges. Enten lykkes det trofæjægere ved udholdenhed, hård fysisk jagt og held at nedlægge præcis det gamle trofæbærende handyr, som jægeren, inden jagtens start, har sat sig som mål, eller også må jagten afsluttes uden resultat, hvis det ikke er muligt at få kontakt med det rigtige trofæbæ-rende handyr inden for den mulige tid, der er afsat til jagten.
Mange trofæjægere har således måttet vende tilbage adskillige gange til afsides liggende steder i verden, før at jagten endte med et heldigt resultat. Mange gange sker det aldrig.
Trofæjagt udøves ofte under ekstreme forhold, herunder i bjerge i flere tusind meters højde med store temperatursvingninger mellem nat og dag, under kolde (arktiske) himmelstrøg eller i tropiske egne af Afrika og Australien. Moderne hjælpemidler som riffelkikkerter, Goretex™-tøj og lignende er naturligvis en hjælp for trofæjægeren, men selve trofæjagten foregår stadigvæk i høj grad på naturens præmisser, og det er stadigvæk i første række jægerens egen fysiske for-måen og mentale stamina, der er helt afgørende for, om der opnås succes eller fiasko med tro-fæjagten.
Baggrunden for, at moderne trofæjagt koncentrerer sig om jagt på gamle, udtjente handyr, er, at dette er de rigtige dyr at tage væk fra flokken, og det er samtidig de dyr, der bærer de største trofæer, og som på grund af sin alder og erfaring er vanskeligst at jage.
Gamle trofæbærende handyr er i biologisk forstand "udtjent" for flokken, da de ikke længere er unge og stærke nok til at indgå i flokkens normale fertilitet og dermed reproduktion. Meget ofte er de gamle handyr tværtimod en direkte trussel for flokkens afkom, da de holder flokkens hunner væk fra deres afkom for at tiltvinge sig hunnernes gunst, og de gamle handyr er ligele-des kendt for ofte at slå afkommet ihjel.
Fjernelsen af de gamle handyr ved kontrolleret trofæjagt betyder derfor ingen som helst trussel for en bestand overhovedet, ofte tværtimod. Trofæjagt på gamle handyr indebærer nemlig, at jægeren skal betale for en lovlig licens, der ofte koster en meget stor sum penge, for at jægeren lovligt kan erhverve jagtlicensen. En væsentlig del af disse penge tilkommer oftest de små lokal-samfund i selve jagtområdet. Når det herved samtidig tilsikres, at en væsentlig del af disse pen-ge benyttes til at pleje den tilbageværende vildtbestand og til at sikre naturområderne og der-med levestederne for den tilbageværende vildtbestand, så medfører den lovlige og kontrollere-de trofæjagt en direkte beskyttelse, bevaring og ofte forøgelse af den samlede sunde restbe-stand af den pågældende vildtart.
Krybskytteri:
I mange afsides egne af verden er krybskytteri og ødelæggelse af naturlige levesteder for vildt den allerstørste trussel for de mest sjældne vilde dyr. I disse afsides egne af verden har den lovlige og kontrollerede trofæjagt og den deraf følgende store økonomiske værdi, som vildtbe-standen får via trofæjagten, vist sig at være langt den mest effektive beskyttelse af en lang ræk-ke af verdens sjældne dyrearter. Lokalbefolkningerne selv i meget afsides egne opfatter øjeblik-kelig, at de skal beskytte de vilde dyr mod krybskytteri, og at de skal opretholde de naturlige levesteder for de vilde dyr, da de derved får mulighed for at tjene penge på en lovlig og kontrol-leret trofæjagt i stedet. Lokalbefolkningen har en fordel ud af dette og nyder godt af dette, og bestandene kan sagtens undvære enkelte gamle udtjente handyr, som måtte falde for trofæ-jægernes kugler, når til gengæld de store pengesummer, som trofæjægerne betaler, sikrer de samme bestande mod at blive udsat for krybskytteri, ødelæggelse af naturlige levesteder m.v. og samtidig hjælper små og store lokalsamfund.
Krybskytteri er ekstremt ødelæggende for bestande af vilde dyr, da krybskytteri ikke tager hen-syn til, hvilke dyr i flokken, der skydes eller fanges, men ofte rammer produktive hundyr og ungdyr og kun i sjælden grad går udover de gamle handyr. Derfor er ulovlig krybskytteri eks-tremt ødelæggende for bestandene og skal og må bekæmpes. Lovlig og kontrolleret trofæjagt, der skaber værdi af vildt for lokalbefolkningen, er den bedste og effektive hindring og beskyttel-se mod krybskytteri.
Hvis vildtet mister sin værdi for lokalbefolkningen, hvilket bl.a. sker, når der gennemføres uhen-sigtsmæssige totalfredninger, så har lokalbefolkningen ikke længere noget incitament til at pas-se på og bevare vildtet. Det medfører i stedet, at sårbare vildtbestande uden for de kontrolle-rede nationalparker ender i krybskytternes kødgryder.
VILDTFORVALTNING KONTRA KRYBSKYTTERI
Ordentlig og etisk korrekt udnyttelse af dyrelivet er til stor gavn for vildtforvaltningen og der-med vildtet. Det vil derfor være en utilgiveligt fejt at sammenligne lovlig kontrolleret jagt med ulovlig jagt og krybskytteri udført af personer, der med vilje bryder vildforvaltningens regler.
Der er meget store omkostninger forbundet dels med vildtforvaltning, dels med at reservere landområder til vildtet og dermed give afkald på andre indtægtskilder som f.eks. landbrug.
Legal jagt finansierer bufferzoner:
Da det ikke er muligt at omdanne alle naturområder til beskyttede naturparker, er det vigtigt at finde kilder til indtægter i ubeskyttede områder. Indtægt fra legale jagtsafarier er en af de mest effektive kilder. Omkring de beskyttede områder er det nødvendigt at etablere store landom-råder med lovlige jagttilladelser som bufferzoner, hvor vildtet har mulighed for at vandre igen-nem uden at blive udsat for ulovlig jagt.
Legal finansierer vildtpleje:
Hvis de samfund, som dagligt lever med de vilde dyr, skal kunne opmuntres til at passe på den-ne ressource, er det vigtigt, at de kan drage økonomisk nytte af en bæredygtig udnyttelse af vildtet.
Legal jagt giver store indtægter til fattige lokalsamfund. Legal jagt, strengt kontrolleret af kvoter, er således et effektivt værktøj til vildtforvaltning. Kvoterne fastsættes af de forskellige vildtfor-valtningsudvalg, samt i visse tilfælde af den internationale komité, CITES.
Vildtet skal som husdyr administreres, når populationen taler for det. Nøglen er bæredygtig-hed.
Misforstået sammenblanding:
Lovlig udnyttelse af vilde dyr gennem trofæjagt bliver alt for ofte sammenblandet med tyveri af vilde dyr (krybskytteri) og bliver derved fejlagtigt opfattet som ødelæggelse af dyrelivet. Intet kunne være mere forkert. Der er en enorm forskel mellem lovlig jagt og organiseret krybskytte-ri. Det er som bæredygtig licenseret forvaltning kontra ukontrolleret kriminelt tyveri af dyreli-vets ressourcer.
Krybskytter bekæmpes af legal jagt:
De fleste jagtsafarivirksomheder bruger mange penge på at bekæmpe krybskytteri. Motivatio-nen er selvfølgelig, at deres levebrød afhænger af sunde vildtbestande. Hvis de legale jægere forlader området, afløses de af illegale krybskytter. Jagtforbud har været forsøgt i nogle afrikan-ske lande. Resultaterne har været katastrofale med voksende organiseret krybskytteri og fal-dende dyreliv til følge. Kenya er et af de værste eksempler herpå.
Det er helt logisk: Når folk ikke kan drage nytte af dyrelivet, har de en tendens til overhovedet ikke at passe på det.
Ulovlig efterspørgsel:
Efterspørgslen i de asiatiske lande efter løveknogler, elfenben og næsehornshorn, skaber et stort marked for disse ulovlige vildprodukter. Det er disse kunder, som kritikken bør rettes imod. Intet marked – intet krybskytteri.
De største farer:
Den stadigt voksende befolkningsindtrængen i naturområderne og dermed fortrængningen af de vilde dyr er i dag den største fare for Afrikas dyreliv sammen med det organiserede krybskyt-teri. Al krybskytteri er skadeligt, men et organiseret krybskytteri, som er drevet af ulovlig øko-nomisk vinding, er helt ekstremt ødelæggende for bestande af vilde dyr.
Rigtige jægere:
Bevarelse betyder klog og bæredygtig anvendelse. Rigtige jægere er legale jægere, som går ind for bevarelse af dyrelivet i ordets egentlige betydning og derfor afskyr den ulovlige ødelæggen-de misbrug af vilde dyr.
Grundlæggeren af, hvad der i dag er det verdensomspændende nationalparksystem, præsident Theodore Roosevelt, USA, var en ivrig og en sand tilhænger af bevarelse af naturen. Han bevi-ste, at jagt og bevarelse er uløseligt sammenknyttet.
I det seneste årti har udøvelse af lovlig, kontrolleret trofæjagt og naturbeskyttelse rigtig mange steder i verden derfor fundet sammen i et vellykket samarbejde til beskyttelse af mange vildtar-ter, og herunder også sårbare vildtarter. Vildtbiologiske autoriteter verden over har fastslået, at lovlig og kontrolleret trofæjagt er en af de bedst beskyttende, bevarende og bæredygtige ud-nyttelser af naturlige vildtbestande. Tidligere tiders usaglige og ideologiske modstand mod tro-fæjagt er derfor lykkeligvis forkastet af mange af nutidens dygtigste vildtbiologer verden over, selvom der altid i alle befolkninger vil være en lang række af uoplyste byboere, som af ideologi-ske eller andre årsager aldrig vil kunne forlige sig med tanken om hverken jagt eller trofæjagt. Det skyldes dog oftest manglende viden om sandheden og manglende forståelse for tingenes rette sammenhæng.